Livskriser,  MindGo Blog,  Selvudvikling,  Tab og sorg

Når livet gør ondt

Da vores dejlige Labrador forleden fik konstateret en svulst i halsen, blev jeg mindet om, hvordan det føles, når det uforudsete pludselig sker. Utrygheden om han kunne opereres, frygten for hvad han evt. skulle udsættes for og risikerede vi nu at miste ham?

Hændelsen aktiverede følelser fra tidligere situationer i mit liv, der var præget af angst, tab og sorg. Jeg kom i kontakt med følelserne omkring min ægtefælles kræftsygdom, mine forældres død og andre følelsesmæssigt belastende oplevelser. Reaktionen tvang mig til igen at mærke de svære følelser. I sindet gemt, men aldrig glemt og sådan må det godt være. Det er jo en del af min personlige bagage.     

Reaktionen på tab og sorg er individuel og der kan momentalt opstå en følelse af, at man må klare sig igennem alene, fordi ingen tilsyneladende er på samme bølgelængde. Samtidig kan det også være svært at række ud midt i krisen for at få den omsorg og hjælp, man har behov for.

I vanskelige tider finder jeg ofte trøst i at tænke, at sådan er det altså lige nu, men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være. Efter mørke følger lys.

Kriser og svære følelser er en naturlig del af livet, som vi ikke kan flygte fra. Gevinsten ved at gennemleve hårde tider er, at det giver en erfaring med, at man faktisk godt kan klare det, hvilket opbygger en personlig ballast og styrke, som kan bruges videre i livet.

På den positive side står også, at livets kriser er med til at forme os som mennesker. Vanskelige tider bidrager til en dybere selvindsigt og øger forståelsen for og accepten af tilværelsens eksistentielle grundvilkår.

Glæde og smerte går hånd i hånd, og når vi åbner hjertet for kærligheden, åbner vi samtidig for den angst, smerte og sorg, der opstår, når der sker noget med dem, vi elsker. Men hvor forfærdeligt ville det ikke være at undlade at elske?

Afslutningsvis skylder jeg vel at fortælle, at vores elskede Labrador har det godt ovenpå strabadserne. Så vi håber på endnu flere gode år sammen med ham!

Om forfatteren
Venligst Login for at skrive en kommentar
  Få notifikation når  
Få notifikation når