Livskriser,  MindGo Blog,  Selvudvikling

Terapi er da ligeså NORMALT som fitness

Psykologisk rådgivning og terapi er for alle og ikke kun for de få, der er tynget af psykiske lidelser. Der er mange myter forbundet med at gå i terapi og de fleste taler helst ikke om det. Frygten for at blive stemplet som værende psykisk ustabil og dermed utilregnelig er nok en af de væsentligste årsager. Desuden hersker der en misforstået opfattelse af, hvad terapi er og hvem der har brug for psykologisk hjælp. Jeg håber, at dette indlæg kan medvirke til at skabe mere åbenhed omkring et tabubelagt område.

Lad os først gøre op med myten om, at terapi er til psykisk syge mennesker med diverse diagnoser. Det er det selvsagt også, men psykoterapi er så meget mere end det. Ingen går gennem livet uden problemer og det er helt naturligt at føle sig udfordret med jævne mellemrum og være usikker på, hvordan man lige skal tackle en given situation eller problemstilling. Psykoterapien hjælper dig kort fortalt med at håndtere kompleksiteten i det at være menneske. Den er et effektivt redskab, som kan bruges til at håndtere livets og hverdagens udfordringer og er dermed anvendelig for alle.

Jeg vil også gøre op med en anden myte, nemlig at psykoterapi indebærer langvarige og dyre forløb med mange terapisessioner. Dette er langt fra tilfældet. Mange terapeuter i dag anvender effektive korttids terapi metoder, som hurtigere skaber den forandring, klienten har behov for og i nogle sammenhænge er en enkelt eller få konsultationer tilstrækkeligt til at hjælpe en klient videre.

Du kan således bruge terapi som et redskab til at få en lettere hverdag. Hvorfor gå og bruge masser af energi på, at tankerne kører i ring eller være bekymret og ked af det, når det kan hjælpe lige at vende det hele med en terapeut. Små eller store problemer fx på job, i parforholdet, med skilsmisse, jalousi, ensomhed, manglende selvtillid, angst, nervøsitet, stress, sorg eller noget helt andet. Uanset hvad det er, der går dig på, er det er op til dig selv at komme videre, når livet er svært. Men du behøver ikke at klare det alene og hvad der end sker i dit liv, kommer du nemmere videre med en hjælpende hånd.

Præcis som du passer og plejer din krop og dit fysiske helbred, kan du have stor gavn af løbende at bruge tid og energi på din psykiske sundhed. Terapeuter er uddannet til at lytte og har stor viden om menneskets sind, følelser og adfærd. Terapien giver dig et objektivt, trygt og ikke-fordømmende rum, hvor du kan tale frit og åbent om det, der bekymrer dig. Terapeuten guider dig i at undersøge og forstå dine tanker og følelser og se nye muligheder.   

Terapien kan give dig en dybere selvforståelse og hvorfor du reagerer, som du gør i forskellige situationer. Hvorfor bliver du pludselig vred eller ked af det? Hvad gør dig tryg eller utryg? Hvornår har du brug for selskab og hvornår har du brug for at være alene? Du kan sikkert tilføje andre spørgsmål, som giver mening for dig.   

Fra du fødes og gennem hele livet påvirkes du af dine oplevelser og erfaringer. Du præges både på et bevidst og ubevidst plan, såvel positivt som negativt. Du opbygger en personlig ”bagage”, som du bærer rundt på resten af livet. Dine positive erfaringer støtter dig, mens de negative erfaringer hæmmer dig, så du ikke udnytter dit fulde potentiale.    

Terapeuten hjælper dig med at undersøge og forstå din ”bagage” og hvordan du kan få det bedre med dig selv og dine relationer ved fx at blive bevidst om dine ”blinde vinkler” (tidligere negative erfaringer, der på et ubevidst plan styrer dit nuværende reaktionsmønster). Derved kan du undgå, at de samme problemer gentager sig i dit liv, ”at aben flytter med” som fx problemerne i dit parforhold. Det kan være omsonst at skifte partneren ud, før du er blevet klogere på din egen andel i, at forholder vakler.   

Hos MindGo anstrenger vi os hver eneste dag for at medvirke til at nedbryde tabuet og fremme en mere åben tilgang til at opsøge psykologisk rådgivning og terapi. Det skal være lige så tilgængeligt og normalt som at gå i fitness, til frisør eller tandlæge. Vi har skabt et imødekommende virtuelt miljø med nemt tilgængelig online konsultation. Her har du ubegrænset adgang til at skrive eller tale med en terapeut om alt og uanset, hvor og hvornår dit behov opstår. Her tager vi altid godt imod dig. Se mere på www.mindgo.dk

Om forfatteren
Venligst Login for at skrive en kommentar
  Få notifikation når  
Få notifikation når